Det sker

957 naturfotografer i Randers fejrer to-års jubilæum

Kirsten Marie Andersen og Henning Christensen samt Frank Hillerup Nielsen (ikke tilstede) står for administration af den store facebook gruppe af foto interesserede randrusianere.

Randers Natur Fotos kan i dag tirsdag den 20. februar fejre to års jubilæum, for det fællesskab, der startede med, at Kirsten Marie Andersen fra Randers oprettede en gruppe på facebook, og lagde et par af sine egne naturfotos op på siden.

– Det var først tænkt som en side til mig selv og mine nærmeste venner og familie, siger Kirsten Marie.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at interessen for Kirstens initiativ havde en meget bredere appel. På de to år, der er gået er facebook-gruppen vokset til – i skrivende stund – 957 medlemmer.

I dag bliver gruppen administreret af en gruppe på tre personer, som ud over Kirsten Marie selv består af Henning Christensen og Frank Hillerup Nielsen.

Randers Netavis har sat to af dem i stævne denne tirsdag morgen til en snak om den store interesse, der er for at tage billeder af naturen i Randers, og Kirsten har selv valgt stedet for interviewet, nemlig ved buebroen der går over Nørreåen ved Fladbro Kro.

Da vi møder Kirsten og Henning ved bænken foran den karakteristiske og arkitektonisk smukke bro, udbryder Kirsten:

– Det er så min bænk. Her har jeg siddet mange gange, og har også taget mange billeder af åen og engen, ofte med broen som en del af motivet, fortæller Kirsten, og får samtidig øje på en skikkelse lidt længere oppe langs bredden.

Foto: Kirsten Marie Andersen.

Det viser sig at være en fiskehejre, der står bom-stille og venter på, at et morgenmåltid skal svømme forbi i åen. Kirsten er ikke sen til at snuppe et billede med zoomen trukket helt ud på sit kamera. Et billede, som naturligvis senere lægges på facebook og deles i gruppen.

Randers Natur Fotos henvender sig til alle, der interesserer sig for og glædes over naturen i og omkring Randers, uanset hvor man kommer fra. Der er ganske få regler, men et par af kravene er, at billederne skal være fra Randers kommune, bygninger må ikke være det primære motiv, og at der skal holdes en god og høflig tone blandt medlemmerne.

Ud over at være et kæmpe og levende arkiv af flotte naturfotos afholder gruppen en månedlig konkurrence, hvor udvælgelses-stafetten går fra medlem til medlem. Er man vinder af månedens foto får man sit billede som coverbillede for måneden, og vælger emnet samt er dommer for den kommende måneds konkurrence.

Foto: Kirsten Marie Andersen.

– Vi har haft mange forskellige temaer, som kan være “vinter”, “forår”, “lyset”, “farver” osv. Vi har også haft et tema som var “cirkler”, som en af vinderne fandt på. Vi lægger altid et billede op som inspiration og til dette tema lagde jeg et billede op af en dråbe, der ramte vandet.

På spørgsmålet om, hvor stor aktiviteten i gruppen er, svarer Henning Christensen:

– Der kommer nye til hele tiden, bare i denne uge er der nok kommet fire-fem stykker, fortæller han, og fortsætter:

– Men der er stor forskel på, hvor aktive medlemmerne er. Nogle lægger mange billeder på, mens andre bare nyder at være en del af gruppen. Vi har en del ældre brugere, som måske ikke kommer ud så tit, men kan så glæde sig over, at andre bringer friske fotos til gruppen fra de mange flotte steder i Randers.

Randers Netavis vil fremover bringe udvalgte fotos – med tilladelse fra hver enkelt fotograf – fra den aktive gruppe af entusiaster, der sørger for at formidle flotte billed-fortællinger fra hele Randers til alle os andre.

Randers Netavis ønsker tillykke med to-årsdagen for gruppens opståen og go’ vind og vejr derude i naturen i fremtiden.

Kommentarer