Randers by

75-års dagen for henrettelserne i Ryvangen markeres i Randers

De fleste danskere kender historien om Hvidsten Gruppen fra filmatiseringen om modstandsfolkene, der under 2. verdenskrig stod for opsamling og distribution af de mange våben og ammunition, som blev nedkastet fra engelske fly ved Mustard Point nord for Randers.

Men for de aktive modstandsfolk og deres familier var deres handlinger under besættelsen blodig alvor, og otte mand fra Hvidsten Gruppen endte med at måtte lade livet, efter de blev taget af tyskerne og sendt til afsoning Shellhuset i København – mens de ventede på eksekvering af deres dom.

Lørdag 29. juni er det præcis 75 år siden, at de otte modstandsfolk fra Hvidsten Gruppen blev henrettet i Ryvangen nord for København.

Det bliver markeret på dagen med flere arrangementer i Randers og Hvidsten.

I Hvidsten kommer Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og deltager i mindehøjtidelighed, kransenedlæggelse, gudstjeneste og frokost på Hvidsten Kro. Arrangementet her, er forbeholdt inviterede.

På dagen åbner også Museum Østjyllands nye særudstilling “Modstand” om den østjyske modstandsbevægelse og om Hvidstengruppen. Skuespiller Bodil Jørgensen, der spillede krokone Gudrun Fiil gæster museet, hvor hun klipper snoren til særudstillingen. Musiker og skuespiller Niels Skousen synger og spiller sangen Ryvangen, der handler om henrettelserne på stedet under 2. verdenskrig.

På Jens Otto Krags Plads vises filmen Hvidsten Gruppen på mærkedagen kl. 22.00 som en open air forestilling på storskærm. Café Jens Otto sælger øl og vand, mens selve filmen er ganske gratis.

Kommentarer